Børnesager og misbrug af børn/pædofili - Ofrene der aldrig tales om og mulig vej frem + Min egen historie.

Børnesager/misbrug af børn/pædofili - Ofrene der aldrig tales om og mulig vej frem + Min egen historie.

Som oplyser, så oplever man en del, og ser en del, det er fra det smukkeste til det mest uhyggeligste af sager og jeg må sige, den værste form for sager der er, set herfra, er misbrug af børn.

Det er klart den jeg ser som den klammeste og mest svinske forbrydelse på denne jord, men også den der er mest svært at tale om for mange, især hvis man selv har været udsat for den slags i sit liv :(

En ting jeg ser når der er tale om de sager, det er, man taler mest om forbryderne der gør den slags når der deles omkring de sager og meget sjældent om ofrene, da dem er der mange af, desværre, men det er ikke noget man hører om i det store, selvom det er blevet et mere åbent emne at tale om, så er det stadig en vis form for tabu for en del og det er forståeligt, og især hvis man selv har været udsat, men lad det ej være et tabu.

Så et tabu, det skal det ikke være, da den bedste mentale helbredelse og jeg taler af erfaring, det er at tale om det, hvis man har været udsat, da fortiden kan vi ikke ændre på, hvordan end den vendes og drejes, desværre, men man kan lærer at blive det et stærkere menneske ved ens fortid.

Jeg vil nu prøve og nedskrive mit eget forløb, hvordan det skete her og hvad det førte med sig og hvor jeg står i dag i forhold til det.  

11 år gammel, en glad knægt der elskede at lege og møde mennesker, cyklede rundt, var tit ved vandet og se på bølger ved Holbæk Fjord og bare nyde naturen i det hele taget, alt var i den skønneste orden udadtil, da grund nok var at inden i, havde jeg det ikke optimalt "uden at vide det dengang", så jeg var opsøgende, kom mange steder hen og et sted jeg elskede at komme var på den lokale camping i Holbæk, som dengang lå på Stormøllevej.

Det var lidt som et tilflugtssted for mig, når jeg tænker over det,  ikke fordi jeg ikke havde det ok hjemme, da det havde jeg som regel, men dog ikke altid heller, og slet ikke med min dengang stedfar, som gjorde livet surt for en tit, så var det et godt tilflugtssted med sådan en camping.

Masser af andre børn og lege med og man mødte en masse mennesker, og ja. så også en af de forkerte, fordi, mens man så leger og man løber rundt og spiller fodbold, så kommer der en stor amerikanerbil rullende ind, og en yngre herre på de 30+ og fra Norge, han stiger ud, han holder lige ved hvor vi spiller bold, og da vi er børn og ser sådan en, juhuuu, så vi alle kommer i snak med ham og han spiller boldt med os, giver is osv, så er det jo en rigtigt hygge fætter og det var han også der, vild sjov osv og rar og ja, når man tænker over det igen, en rigtigt guttermand. selvom han snakkede Norsk, så forstod vi en god del af det.

Og det er så der de er smarte sådanne mennesker, der går ikke mange dage, da jeg er der hverdag, at han hurtigt finder ud af, jeg er ikke derfra, så det er som når jeg ser på det hele igen, tydeligt, at jeg bliver udvalgt som hans offer og hvordan kunne han det.? Jo, det hedder tillid og tro mig, det havde han, så meget endda at selv min familie mødte ham det år og alt var bare, fuck en genial mand, alle kunne lide ham og jeg mener inderligt ALLE.

Vi kører rundt i hans Amerikanerbil og tager masser af steder hen i DK uden noget som helst det år og så skal han hjem til Norge og jeg var helt færdig, det var som at miste en god ven/en slags far, som han var blevet mere som.

Så vi får aftalt at jeg skal til Norge næste år og besøge ham og ja, dengang der var der ej snak om "pædofili" som vi ser det i dag, så ikke de store betænkeligheder der, i min familie over det og slet ikke når manden selv var skolelærer og havde med unge mennesker at gøre i en ungdomsklub oppe i Norge og da vi aldrig rigtigt kom på noget ferie som børn, var det jo en kæmpe oplevelse med det her, at skulle ud og se verden, så der var ingen betænkeligheder hos familien, eller ingen sagde noget, så. året gik. "dog nogen få år efter fik min storebror spurgt mig, om han pillede ved mig" men der var jeg slet ikke parart til at tale om det"

Men, turen gik til Norge, jeg blev hentet fra lufthavnen og alt var fedt, det var som at se sin "far" sådan følte jeg det, at det var min far, især fordi endelig en jeg kunne stole på, end der havde tid til en og en der bare ja, var der og var hyggelig og man lærte en masse og så en masse. MEN......jeg vil ikke gå i detaljer, men der går så ikke langtid, der går faktisk kun nogen få dage, da vi skal sove ude i hans campingvogn og så kender folk nok resten af den historie.

Og det er den der altid har været svært at acceptere og jeg ved der er den sværeste at acceptere for os ofre det er, hvorfor sagde vi ikke fra?? hvorfor lod vi det ske? Se kære medmenneske, når en voksen har en i sin hulehånd, uden at man ved det, så siger man ikke fra, fordi man ikke ved bedre, det var ikke unormalt det der forgik der, da jeg var der i campingvogn, eller de efterfølgende år, fordi det stod på i 4 år i sommerferier,  også efterårsferie osv, jeg troede det var helt normalt, det følte man, fordi der ej blev talt om det og man vil ikke miste det man havde ved siden af det han gjorde.

Så for mig var det, ja, helt naturligt og tro mig, det har været det hårdeste  at indse at det var det ikke og da det gik op for mig, der blev mit liv fuldstændigt smadret, 100% for at være den glade knægt til at være meget indlukket i mig selv, mens udadtil ja, der havde man blot en form for skjul om hvad der havde forgået, jeg var flov, jeg skammede mig og allerede et par år før jeg indså det, var jeg begynde at ryge den fede. det var som et skjul for mig i det her åbenbart, ens inderste viste der var noget galt, så et skjulested blev det, det lettede mine tanker og især da det gik op for mig hvad jeg havde været udsat for, men.

Der går faktisk 10 år før jeg siger det til nogen offentlige myndigheder, det er selvom jeg faktisk allerede der havde sagt det til et par kæreste jeg havde haft forinden, så, jeg fandt mere og mere ud af, når jeg snakkede om det, blev det også lettere for en i det, selvom det stadig var sindssygt hårdt mentalt, og det er det også nu, her, da det er første gang jeg går i så meget i detaljer i det, så minder flyver frem her, men, 10 år gik og jeg gik til kommune i Holbæk og fortalte dem hvad der var sket og skal siges, det står ligeså klart for mig nu, som da det skete, som da jeg fortalte det til kommunen.

Jeg sidder over for min sagsbehandler, fortæller min historie som hun klart er ked af, men hun siger også med det samme at jeg skal gå over til politiet og anmelde det og det gør jeg samme dag, de får hele historien, kontakter også det Norske politi gør de og jeg håber inderligt, ja, nu skal han endelig have en straf for hans gerning, der går vist nogen uger, måske måneder, så henvender de sig politiet hertil og fortæller mig at sagen desværre er forældet ifgl dansk lov om 10 års forældelsesfristen, og det er samme tilfælde ifgl den Norske lov dengang, også 10 års forældelsesfristen, så, det fik jeg intet ud af og jeg var målløs, totalt i chok, det fik min tilid til et vis system i ved jeg også er en del hmm mod i dag, så, set ud fra det, så vil jeg mene, at hele det der, startede faktisk, at jeg mistede fuldstændig troen på noget retssystem eller hvad end system, at når de kunne beskytte de mest svinske kriminelle pædoer, så er der sgu noget galt, fordi det gjorde man og gør man også i dag, når man ser på straf, vs økonomisk straf, MEN, man beskyttede en mand, man endda viste var skolelærer, havde med unge mennesker at gøre i den lokale ungdomsklub deroppe og endda tit tog unge med ud på turer, så det viste man. selv det Norske politi havde haft en anden sag/eller en der havde anmeldt noget også mod ham, men det var intet sket. INTET. så er det man sidder som menneske og tænker..

Det skal fanme ej får en ned, men det gjorde det i starten faktisk i flere år efter det her. jeg viste ikke om jeg selv skulle tage affære selv, da jeg var inderligt gal og skuffede og frustrerede over der intet skete ved det og især fordi jeg viste han kunne gøre det igen, så nu handlede det nok mere at redde andre mod ham, så jeg skrev til venner jeg fik da jeg så var i Norge, da der fik jeg en del venner også og fortalte dem min historie, det er faktisk lidt over 10 år siden nok nu det skete at de blev oplyst om det, at dem jeg kunne finde via facebook, men i håb om de vil sige det videre. og så er vi i dag her, da jeg ikke aner om han er skolelærer mere, eller har med børn at gøre. Jeg ved han selv har fået børn/eller et, men jeg ved også politiet har haft fat i ham og har talt med ham, så det håber jeg naturligvis har gjort, at manden ikke har rørt nogen efter de har snakket med ham, selvom han burde i brummen.

Men tænk, hvis man som 11årige havde vist de ting, og man havde forældre der faktisk viste de ting, at de havde sagt noget, havde spurgt ind til når man kom hjem osv, osv. så ville der havde været forhindret så meget efterfølgende, i det og i ens liv og især af retfærdighed, da så havde det kunne været anmeldt med det samme, det år jeg kom hjem fra Norge, som må havde været 1985, så lad ikke et tabu være et tabu. men lad det være vejen frem til at det kan forhindre andre i det, som skrevet, vi der har været udsat, vi kan ikke ændrer fortiden, men vi kan påvirke nutiden og fremtiden, det er vi taler om det og skal gøre det klart, jeg har aldrig lagt skyldfølelsen på min familie og vil heller ej, da igen, man viste ikke bedre dengang, og især fordi han var så manipulerede godt menneske, så er det noget de ikke kunne se, heller, men, jeg indså og begyndte at tale om det.

Det er også som skrevet, den bedste form for mental helbredelse, og når man indser det, så vil man faktisk kunne ende, som modsat end svag, netop stærkere, end før, tit så har vi det med at leve i fortid, man skal ikke leve i fortid, men lærer af fortiden, da gøres det, så kan det kun gør det en stærkere, hvor, er man i fortid, så har de pædoer man har været udsat for, faktisk en i deres hulehånd stadig og det skal de ikke have.

Så kære medmenneske, har du været udsat, så husk, du er meget mere stærk end dem der udsatte dig. du er meget mere værd, end hvad de folk kan finde på. Så vær stærk, gør din fortid til din styrke, det er det eneste du kan gøre. <3 det kan ej gøres fra dag til dag, men det kan lade sig gøre over tid, og det er, snak om det, venner, familie, de nærer.

Du er ikke skyld i hvad der skete, det kan du aldrig være, jeg var ej heller skyld i det der skete, end kun ham der udførte, og det er det man må indse, hvis man har været det offer og stadig tror, det er ens egen skyld, det er det IKKE på nogen måder. aldrig.

Til slut

Mit liv i det her i dag er, hvis ikke min fortid, havde jeg sgu ikke været så stærk mental i dag, at ja, næsten intet kan ramme en her og når jeg skriver næsten, så er det fordi, børnesager, krige hvor børn, mennesker lider er stadig det der kan ramme mig her og dertil ved jeg selvom ens liv har været smadret i mange år af den fortid, så har ens følelser været bevaret, ergo, han tabte jeg, vandt, da er følelsen for andre først tabte, så har andre vundet, så pointe er, bevare altid dine førelser, snak også om dem, også om de skidte, så må der snakkes om det, så har du din historie du vil dele og hvad der har gjort du er kommet oven på, også dem der ej er, så skriv gerne i tråd. <3

Pas på jeres børn derude, snak med jeres børn om det, så de ved hvad de skal være på vagt overfor, da dengang jeg var udsat for det, der var der aldrig tale om den slags ting, aldrig og havde man snakket om det, så vil mine chancer for ikke havde været igennem de ting der skete, havde været meget større.

Alt kærlighed og alt det bedste til ofrene der ej snakkes så meget om. <3

Mvh



M.Wilder
Oplysning til det Danske Folk